Bagefter

0
92

En kølig Aften sidder jeg paa Bænken
aléne her, hvor grønne Bøge kranser
sig dunkle rundt om Kærets flade Rand,
mens Regnen lig en Myggesværm, der danser,
saa fin sig sænker
og bryder Fladen paa det stille Vand.

Her satte jeg mig og faldt hen i Tanker.
I Grunden vented jeg nok én og anden,
men denne én og anden kom nok ej.
Mit Blik fortabte sig i Taageranden
om Skovens Toppe,
og mine Drømme tog end længre Vej.

Jeg tænkte paa, at nu jeg sad aléne,
og husked paa en Gang, jeg nogen ejed,
en anden Gang, den Tid er svunden hen.
Hvert uskønt Træk imedens er bortfejet;
i min Erindring
vemodig staar det bedste kun igen.

At have aldrig nydt og aldrig levet
maa være tungt, dog ved jeg noget værre:
at have nydt sin Lykke altfor lidt,
at have været over Glæden Herre
og have spildt den,
bekymringsfuld for alt undtagen ét.

Tit drømmer jeg endnu de gamle Drømme
og ønsker mig den gamle Tid tilbage,
dog vingestækt er mine Længslers Flok.
Men jeg har lært paa Lykken ej at klage;
— ej vil jeg angre
at have elsket og ej elsket nok …

Jeg rejser mig fra Bænken, hvor jeg vented.
Se Taageregnen al Ting blødt tilslører
og bryder Fladen paa det stille Vand.
I Krattet inde ingen Fugl sig rører;
kun tavse Bøge
staa dryppende af Regn ved Kærets Rand.

Rate this post
Previous articleAtomernes Oprør
Next articleBalaften [Alle Instrumenterne rømmer sig nu]

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here