Bauta

0
89

Jeg havde et Kongerige
en Gang nær den høje Sø
med Udsigt til Luft og Dige
paa Landets laveste Ø.
Et højtbaarent Herrevælde
med Hav og Himmel til Dige.
Nu er der kun øde Enge
og Maager igen af mit Rige.

Jeg havde en Elskerinde
et Sted nær den høje Sø,
en sød og fuldmoden Kvinde,
nu er hun forlængst i Frø.
Hun ejed et solfyldt Hjærte,
hun digtede derfor en Gang
et smilende Vers til min Ligsten:
„Han sad alene og sang.”

Jeg havde mit Kongesæde,
hvor mægtige hængende Sky’r
var slængt som et Kroningsklæde
i Kreds om de lave By’r…
Jeg fælded de viseste Domme,
som ingen fuldbyrder mer.
Jeg havde de højeste Drømme,
og ingen drømmer dem mer…

Og naar jeg en Gang skal svinde
og naar jeg omsider skal dø,
da vil jeg lægges til Hvile
et Sted nær den høje Sø.
Og Bølger og Maagerøster
vil vidne for Strandens Stene
min Lykkes Apotheose:
Han sad og sang alene.

Rate this post
Previous articleBarnerim
Next articleWealth

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here