Borgfrøknen

0
69

Scener af et Nytaarsspil ved et nyt Aarhundrede

prologus
borgfrøknen
borgherren, hendes Fader
smeden, stum Person

PROLOGUS

Klingelingeling. Et nyt aarhundred
har paa Borgporten kimet og dundret.
Vaagn nu op, alle I, som sove,
Mænd med Sko paa og Heste med Hove.

Vaagn nu op, alle Karle og Knægte.
Skynd Jer, Piger, at Kjolerne hægte.
Blus under Gryden og Davre-Øl kogt!
Det er Nytaar, og ingen bør smægte.

Driv ej i Bryggers og døs ej i Kammer,
rap Jer ved Skorstenens knitrende Flammer
Munter se til, at I kommer i Trit.
Livet har en glubende Appetit.

De tavse Mænd paa de lange Bænke,
som endnu drømmende Panderne sænke,
som gaber endnu af Ubehag
det er Nytaar i Dag — for dem skal I skænke.

Den lille Kodreng, som skjult i Krogen
sidder med spillende Øjne vaagen
og røber i Mørket sig kun ved sit Blik –
giv ham en Drik; han skal ha’e førend nogen.

Hvem vil ej stride og villig ase,
naar Gryden koger, og Panderne brase?
Skænk til dem alle, saa flittig I kan,
sin Næring kræver den stræbende Mand.

I, Køknets Kvinder med Armene nøgne,
der stræver de hellige Dage og søgne,
men selv er et Bagværk, som Gud en Dag
skabte al Verden til Velbehag –

frisk efter Ved maa I springe og løbe!
Nu har vi nye Kugler af støbe
og friske Folk, der begærer sin Drik
saa skoldende hed, som fra Ilden den gik.

Der flyver et nyt aarhundred af Sted
med en ung og livsmodig Menneskehed.
Det nytter dig ikke, hvad om du har Sky
for det nye aarhundred — vi er i det ny.

1. SCENE

(Sal i en gammel Borg. Borgfrøknen og Smeden. Den
sidste, som er stum Person, staar med en mægtig
Hammer og slaar løs paa Muren)

Borgfrøknen
Slaa til, Smed! Slaa til, Smed!
Om hele Borgen skal ramle derved.
Det var for dette, jeg kaldte dig hid;
du har jo Kræfter,
og jeg skal betale din Flid.
Du ejer to Arme til Øjnenes Lyst,
den smidigste Ryg og de stærkeste Skuldre.
Lad Slagene buldre,
saa Borgherren ikke faar Fred.
Hun lytter
Jeg hører min Fader, jeg kender hans Fjed,
Smed, du er skøn!
Slaa til, Smed.
Den lifligste Løn
skal erstatte din Møje og Sved.

2. SCENE

Borgherren
kommer ind fra Baggrunden
Hvad her for et Brag!
Min gamle Armbrøst faldt ned fra sin Knag.
Mine Forfædre, Helte med rædsomme Navne,
de tror, det er Dommedag.
Hold inde! hold inde! I skræmmer jo bort
alle Slotstaarnets Ugler og Ravne.

Borgfrøknen
Slaa til, du Smed! Slaa til! Slaa til!
Det er for mit Øre som Klokkespil.
Pavse
Dog gaa! Jeg vil melde min Fader et Ord.
Men vent i den østlige Korridor.
Smeden gaar

3. SCENE

Borgherren
Hvad driver du her for en skamløs Men,
som var jeg ej Herre til Borg og Len?
Du trækker her op fra hans Ambolt
den ringeste af mine Smede.
Men naar jeg befaler dig Bryllup
med ham den rige Tor Bjørn,
du nægter at stande til rede!

Borgfrøknen
nynner
Skøn Adelus med blegen Kind
hun gik i Klæder hvide,
hun gik og drømte op under den Lind
om Smedens sorte Skødeskind.

Borgherren
Saa lader vi kaste
den Stoddersvend ned
i Borgens dybeste Kælder
og lader dig baste
paa Lemmer og Led
bag Klostrets Dør, før det kvælder.

Borgfrøknen
nynner
Hun gik og drømte, bleg om Kind,
om Smedens sorte Skødeskind.

Borgherren
Saa ilde er du artet,
fordærvet, og blues ikke?
Jeg sendte dig nylig til Hove
i Haabet at se dig igen
trolovet med den bedste
af Rigets Adelsmænd.
Og du har nyttet Tiden,
du har med roligt Mod
forhaanet selve Marsken,
som hidtil var mig god.
De Adelsmænd, som bejled,
haaned du frækt og frit,
men red med Galninge Ridt
paa vilde Heste, som stejled.
Da lod jeg Folkene skikke,
som førte med Magt dig af Sted
til mine Borge og Lunde …

Borgfrøknen
at min Fordærvelse kunde
fuldbyrdes i Ensomhed!
Hun gaar hæftig frem og tilbage
Blandt disse Taarne og Mure
Gud ved, hvor mange Laster,
Skændsler og sorte Synder
der paa de levende lure?
Den gamle Røverrede
er bygt i det fladeste Sumpland,
her findes kun Fæ paa Jorden
og Fiske i Havet dernede,
kun Træerne i Skoven
og Plovtræl bag sin Oxe.
Som Dyr blandt disse Udyr
du lader din Datterlil voxe.

Borgherren
Hun boltred sig bedst i Skarnet …

Borgfrøknen
Og du bebrejder Barnet,
at hendes Sind behøver
en Smed til Trøst, Papa!
Med stigende Stemme
Min Fader, Borgens Herre,
var selv i Ungdomsdage
en mægtig Viking og Røver.
Rejs ud med Eders Skibe,
Papa, og hent tilbage
fra fremmede Byer og Havne
(som fordum til egen Fryd
I hented en Last af Kvinder)
hent nogle stolte Svende
med Spændkraft i Arm og Fjed.
Men taal, at — til da — jeg fornøjer
min Sjæl med en ringe Smed.

Borgherren
med løftet Haand
Fripostige Øgle,
som vover at skælde mig Røver.

Borgfrøknen
hidsig
Køb, stjæl eller røv,
men skaf mig, hvad jeg behøver.
Mellem Skæmt og Vrede
Du havde vist aldrig en Angerstund,
den Gang du røved for egen Mund.
Men nu skal Borgfrøknen søge
sit Selskab blandt Markens Fæ,
og hvis hun vil træde Dansen,
omfavne Skovens Træ.

Borgherren
Du kunde ved Hove fundet
en Ridder med Tugt og Takt.

Borgfrøknen
De Herrer ved Hove, min Fader,
de har min fulde Foragt.
Før kysser jeg Oxemulen
og kryster de stumme Skove
Nu er det hele sagt.
Frem og tilbage
Jeg hader de Adelsherrer
ved Hove, med Fjær og med Slire,
nogle er skabt til at sire,
de bedste var skabt til at svire.
Jeg beder mig skaanet for dem;
men hvad mit Hjærte behøver,
det er en ordenlig Røver.

Borgherren
Jeg stopper en Knevl i din Mund,
som tæmmer din Trods og din Tunge.

Borgfrøknen
I er en Ravn, Hr. Fader,
og jeg er Ravnens Unge.
Og jeg skulde danse for Altret
nu med den rige Tor,
der dimled af Drik i Fjor?
… dække min Faders Forskrivning
til Marsken og rede hans Gæld,
skaffe en Guldklump til Ravnen
og selv i Bjørnefavnen
lade mig ærgre ihjæl?
Det siger jeg, Hr. Fader,
betal selv Eders Gæld!

Borgherren
Den tvinges med Baand og med Svøber,
som ikke vil lytte til Ord.
Paa Timen nu skikker jeg Løber
med Bud til den rige Tor,
at du vil holde Bryllup
og dele hans Seng og Bord.
Vil gaa

Borgfrøknen
Saa hør et andet Ord
og skik det med samme Løber,
at førend den rige Tor
skal blive min heldige Køber,
skal denne sorte Smed,
endskønt af trælbaaren Æt,
blive til Borg-Jomfruens
natlige Leje stedt.
Man kan ej danse med Træ
man kan ikke tale med Fæ.
Jeg red mig ned til Smedjen,
som ligger i Lundens Læ.
Min Hest havde tabt sin Sko,
jeg raabte paa Smeden og lo:
Kom ud, du Svend med dit Skødeskind,
her staar en Jomfru saa fro.
Jeg tren i det sorte Rum,
hvor Gløderne blusser saa røde,
og fryded mit Sind ved det Møde,
imens jeg lod Hesten sko.
Jeg hørte det Gny og Bulder,
jeg saa paa hans Arm og Skulder …
Nynner
Siden red jeg i Klæder hvide
og drømte op under den Lind
(alle mine Tanker de blev saa blide)
om Smedens sorte Skødeskind.

Borgherren
Jeg lader dig laase inde.
Ud til højre

Borgfrøknen
Og jeg vil kalde paa Smeden,
han skal i Børgfrøknens Hjærte
en Dør vidt aaben finde.
Ud

4. SCENE

Borgfrøknen kommer tilbage med Smeden

Borgfrøknen
Du sorte Smedesvend,
hør, hvad den naadige Frøken
i sine hvide Klæder
dig allernaadigst befaler.
Jeg elsker din Styrke, Bonde!
Giv Kælenavn mig!
Læg bort din Hammer,
kom hid og favn mig!

Smeden
tøver

Borgfrøknen
Kom, kryst mig, Smed!
Du staar og nøler.
Ja du er sodet, jeg er hvid.
Du dumme Smedesvend, kom hid.

Smeden
nærmer sig, men bliver staaende og ler forlegent

Borgfrøknen
Du er en Nar, Smed.
Med dine Arme
og dine stærke Hammerslag
har du forhekset mig.
Se, jeg er svag!
Jeg søger ved din Esse Varme …
Ja, jeg er hvid, og du er sort …
Jeg elsker dig, fordi du er saa sort.

Smeden
frem mod hende, kejtet

Borgfrøknen
Et Favntag, Bonde, Daare, Nar!
Du skal endnu i Dag beværtes
med alt det bedste, Borgen har,
og jeg forlanger kun at sværtes.
Betragt mig som en anden Pige,
og gør mig sort, saa er vi lige.

Smeden
forsøger paa ny

Borgfrøknen
Det duer ikke, tag igen
din Hammer og dit Smedetøj,
som jeg har set dig rank og høj.
Du er mit Hjærtes rette Smed,
hug Muren ned!

Smeden
hamrer løs paa Muren

Borgfrøknen
Ja det er ret.
Ja kan du saadan svinge
en Hammer mod den døde Mur,
saa kan du, Smed, vel ogsaa tvinge
en stridig Frøkens fjendske Lyst
med Magt til Hvile ved dit Bryst?
Slaa til i alle Helgens Navn!
Saa læg dit Værktøj, kom og favn!

Smeden
løber til for at favne hende

Borgfrøknen
Det er gudsjammerligt.
Her tag din Løn, Smed!
Slaar ham paa Ørene
kan du ej kryste mig,
slaar ham
naar jeg er skøn, Smed!
slaar ham

5. SCENE

Borgfrøknen, Smeden. Borgherren,
som kommer ind, fulgt af to Tjenere

Borgherren
Nu tror jeg, den naadig Frøken
kan spare sig alle Kneb.
Kom, knyt om hendes Haandled
et Par forsvarlige Reb!
Nu ægter du Bjørnen … hvad eller …

Borgfrøknen
har revet Hamren fra Smeden for at forsvare sig
Min Fader, gaa Jeres Vej.
Til Tjenerne
Kast Smeden i Borgens Kælder,
den Smed, som ej favnede mig.
Da Smeden gestikulerer og vil forklare
Han er en Praler Hans Øjne løj.
Naa bind ham, Karle og spar os for Støj!
Tjenerne binder Smeden
Smid ham i Kælderen!
— fordi han løj.
Hidsig
Læg ham i Bolt og Jærn, fordi han løj!

Rate this post
Previous articleBlomsterbillede
Next articleBorte

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here