Brev fra Landet

0
65

Evig den opblødte Muld,
de dødsorte Skove,
Livet er gaaet i Staa
og glemte dets Love.

Evig den dryppende Regn,
de skumrende Stammer,
mørkt som i Havdybets Skjul,
i Bølgernes Kammer.

Ja, som et dødmærket Land,
hvor Vandfloden hærged…
Fiske blandt Træernes Fletværk
Føden sig bjærged…

stiger det nu med sit Dynd
som en udtørret Sluse,
gaber det tomt med sin Tue,
hvor Guder ej huse.

Hærget er Livet i Mark.
Og paa skovdunkle Steder
støttet til Træernes Bark
staar Skygger og græder.

Mennesker kommer her vel,
men bøjede, bitre,
Væsner fortættet af Mulm
som langsomt forvitre.

*

Min Ven er flyttet paa Landet
og er i et Bondehus havnet
og har sine rigeste Timer
i Dyrkelsen af Savnet.

Han nyder som eneste Selskab
paa hellige Dage og søgne
de kalkede, nøgne Mure,
fordi han elsker det nøgne.

Her har han sin rolige Grublen
til Selskab — fornøjet med Resten,
naar Øret kun mærker den trolige
Rusken af Natteblæsten.

Selv Vinen frister ham ikke.
Fra Løjbænken, svøbt i sin Kappe,
han ønsker og venter kun Tagdryppets
Aftenbesøg paa sin Trappe.

Men kommer der Gæster fra Byen,
er hele hans Adfærd en Gaade,
thi ærgerlig ved deres Tale
han drikker sig ør over Maade.

Han sværger: „Skal det være Sandhed,
som I med kold og med sober
Forstand erklærer for Sandhed,
vil jeg ikke være sober.

„Og skal de Meninger gælde,
hvortil efter rolig og ædru
Betænkning I synes at hælde,
vil jeg ikke være ædru.

„Jeg troed en Gang paa Genier
og den Slags Djævlerier,
hvorom i Jert retskafne Samfund
med sund Fornuft I tier.

„Men tør man uden at standse
bekranse en ganske nøgtern
Æsel med Aandens Kranse,
vil jeg ikke være nøgtern.

„Jeg er for Resten til Hverdag
den sobreste af Misantroper,
men genta’er, hvis I er ædru,
vil jeg ikke være sober.”

Rate this post
Previous articleBorte
Next articleBrev fra Landet [Efteraarsdage, Regnvejrs-rolige]

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here