Bruddet

0
83
Lidt hverdags blev det Simon, da Alting nu var sket,

men hun fik lært ham paa et Vinterhalvaar
at føle, som det anstaar en Elsker og Poet
hun slap ham blot og bragte ham til Alvor.

Ak saadan er det Menneskens raa Ubændighed
i Overmod som Guder sig at mætte
og kun at tænke, tvungne af dyr Nødvendighed,
som det for os er kært og dem det rette.

Hun var en Faust i Skørter, som sagt, der løs og fri
ledte om nye Glæder og ej spøgte,
som med en viss Beslutningens Filosofi
opstøved Fanden, ægget af hans Rygte.

De Folk, som har lidt kvindelig Godhed smagt, de ved:
Fornuft forstyrrer kun en saadan Hjærne,
mens han i ung Forelskelses Slyngelagtighed
gik strengt til Værks og præked altfor gærne.

Det er nu saa i Vel den: enhver skal have sit.
Den ene ønsker Blomster, Baand og Smiger.
Den anden ønsker Lidenskab, som gives ungt og frit,
og fordrer Sjæl af lattermilde Piger.

Han var En utaknemlig, del lønned Kys med Skænd.
Kan Verden aldrig blive kæk og fri mon?
Saa skrev hun: ” Fa’er vil gifte mig med en Barndomsven.
Farvel! jeg rejser. Glem mig, lille Simon.”

Rate this post
Previous articleBrev fra Landet [Efteraarsdage, Regnvejrs-rolige]
Next articleAndet Møde

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here