Credo

0
83

Der bølger Sollys om den grønne Sommer;
der trækker Skyer op til Styrteregn;
der hujer Stormkast, Efteraaret kommer;
der blænder Snedrys i den golde Egn;
— i Sné og Storm, igennem Regnen, Solen,
som digter om og gøgler med vor Jord,
ulænket knejser end i Kongestolen
den evige Natur.
Paa den jeg tror!

Det store Hav af Mennesker! som dønner
med udslidt Skvulpen og med Brændingsbrag,
som elsker, hader, skriger Eder, Bønner,
forliger sig og holder Dommedag;
— jeg tror paa Slægten, men jeg tror den ikke;
jeg tror, at dette Hav trods Pral og Ord
vil frit i evig Bølgerinden ligge.

Paa Livet, Svaghedens Triumf, jeg tror!

Jeg tror paa god Natur. De friske Vinde
skal hvirvle alle visne Løgne væk.
Uendeligt det er i Livet inde,
hvor alt er nyt og skønt med sine Træk.
Den evige Natur, hvem intet saarer,
hvem ingen Kvakler giver sin Bekomst,
vil skænke Gudespot mod syge Taarer.

Og midt i Døgnet plukker jeg en Blomst.

Rate this post
Previous articleCento cerini
Next articleCæsarer

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here