Da jeg gik ud fra vor Muse

0
75

Da jeg gik ud fra vor Muse,
en hellig Moster mig stopper,
som havde Dørvagt til Huse.

Hun trak med to arrige Mopper
og havde rindende Øjne.
Hun er af de gejstlige Tropper.

Som ung var hun Præstegaards-Møbel.
Et Vraggods — en rædsom Levning
af ældgammel, indgroet Pøbel.

Hun trak med to arrige Mopper;
hun hykler med rindende Øjne
paa hellige Dage og søgne.

Hun følger et præsteligt Banner.
I Ungdommens Dage hun traf det,
ej Fanen, men Faneskaftet –

ej Ordet og Naaden, men Præsten,
ej Køretøjet, men Hesten
med Blødtot og Sele og — Resten.

Hun gjaldred af skændesyg Vane
og raabte: „Hvad render han her
og gør mig vor Muse til Flane?”

Afblomstrede unge Piger
betegner Mosterens Vej
i disse Lande og Riger.

Skønjomfru, din Moster har Olier,
som hæmmer, fortærer, beroliger
Fortvivlelsens Kaprifolier.

Gaa hen — hun har Friplads i Klostret –
og fostrer du Heltesønner,
vil hun fordrive Fostret.

Hun dræber dit unge Hjærte,
din reneste Kilde, din Kønskraft,
med Husraad, Bibel og Bøns Kraft.

Rate this post
Previous articleCæsarer
Next articleDa vi gik bort fra vor Muse

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here